CV

KORT CV:

  • Louise Hjorth Hansen er uddannet blokfløjtenist fra Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg med efterfølgende solistklasse fra både Royal College of Music i London og Syddansk Musikkonservatorium i Odense. Hun har modtaget undervisning af førende blokfløjtenister rundt om i verden og gjort sig gældende i flere internationale konkurrencer. I november 2014 vandt hun med Duo1702 1. pladsen i den italienske kammermusikkonkurrence: Premio Selifa Concorso Internazionale di Musica Antica i San Ginesio. Louise har spillet koncerter i ind- og udland – solo og med diverse barokensembler, og hendes store fokus på at spille koncerter af eksperimenterende art har ført til adskillige samarbejder med komponister, jazz- og elektroniske musikere i Danmark og England. I 2013 modtog hun et af Léonie Sonnings Musikfonds talentpriser samt Statens Kunstråds støtteordning ”Den unge Elite” på 250.000 kr. I september 2014 udgav hun sin første cd, dobbeltalbummet ”A Short Story”.

 

LANGT CV:Louise Hjorth 14

Louise Hjorth Hansen (1983) er uddannet blokfløjtenist fra Syddansk Musikkonservatorium, Esbjerg, ved lærer Nikolaj Ronimus og aflagde sin kandidateksamen i sommer 2011 med topkarakter. Efterfølgende blev hun optaget på den prestigesfulde solistuddannelse Artist Diploma på Royal College of Music, London, hos lærerne Ashley Solomon og Julien Feltrin. Herfra debuterede hun i juni 2012 med højeste udmærkelse. Om koncerten udtalte kritikerne bl.a: “This was a compelling performance at an extremely high level.”, “Superb technical control and mesmerizing sound world.” og “This was an exeptional performance of a challenging programme. A real pleasure to witness – bravo!”.

I oktober 2013 debuterede hun fra solistklassen på konservatoriet i Odense, hvor hun bl.a. uropførte et nyt stykke for blokfløjte og electronics skrevet af Fuzzy. Læs anmeldelsen i Fyens Stiftstidende her.

Louise har yderligere modtaget undervisning af verdens førende blokfløjtenister (bl.a Dan Laurin (S), Gerd Lünenbürger (D), Peter Holzlag (D), Carsten Eckert (SUI), Antonio Politano (I)) og har desuden selv gjort sig gældende i flere internationale konkurrencer. Hun har tidligere modtaget stipendier fra bl.a. Augustinus Fonden, De danske Soroptimister og Markwardts legat.

Louise har som solist og kammermusiker spillet koncerter i bl.a. Danmark, Norge, Italien og England. Hun er i det Jyske kendt fra talrige barokkoncerter med bl.a. EsbjergTidligEnsemble, Jutlandia Baroque og Duo1702 med organist Katrine Kristiansen, med hvem hun i juli 2013 spillede en anmelderrost finale i den præstigefyldte kammermusikkonkurrence: York Early Music International Young Artists Competition.

I november 2014 vandt hun med duoen 1. pladsen i den italienske kammermusikkonkurrence: Premio Selifa Concorso Internazionale di Musica Antica i San Ginesio. Se et klip fra finalen her.

Men det er særligt koncerter af mere eksperimenterende art, som Louise gerne vil sætte fokus på. Det har ledt til flere samarbejder med jazz- og elektroniske musikere og hun har også samarbejdet med flere komponister, fået dedikeret stykker og uropført dem i både Danmark og England. Med denne musik lokker hun publikum ind i en anderledes klangverden med alt lige fra svævende, hypnotiserende og improviserende lydcollager, til virtuos, nærmest sønderrivende nykomponeret musik. Louise udfordrer sit instrument til nærmest det umulige, og grænserne for musikkens formåen skubbes ud i det uvisse.

I januar 2013 blev hun tildelt et af Leonie Sonning Musikfonds stipendier. Stipendiemodtagerne portrætteredes efterfølgende i musikprogrammer, som blev sendt på DRk.

I maj 2013 blev Louise optaget i Den Unge Elite – en støtteordning på 250.000 kr. fra Statens Kunstråd, til de allerbedste af de nye musikalske navne med internationalt potentiale.

I september 2014 udgav hun sin første cd, dobbeltalbummet ”A Short Story”. Læs mere her.