Anmeldelse af debutkoncert

Magisk tryllefløjtespil
Louise Hjorth Hansens solistklassedebut fra Syddansk Musikkonservatorium og
Skuespillerskolen
Fem stjerner

Et stykke træ med huller i – det er vel i grunden, hvad en blokfløjte er.
Men hvis den menneskelige nysgerrighed først får udforsket mulighederne, er
der næsten ingen grænser for dette instruments formåen. Ved Louise Hjorth
Hansens solistklassedebutkoncert på SMKS fik hun vist både hvad
instrumentet kan og hvad hun vil med det. Som en særdeles nysgerrig og
allerede megen erfaren kunstner, viser hun mod og vil gerne udfordres og
udfordre. Det var så helt tydeligt allerede i første værk, Ned McGowan’s
”Workshop” (2004) for forstærket fløjte og CD-track med indspillede
lydbilleder fra bl.a. industrimaskiner, rytmiske, grelle, blide, monotone
billeder, hvor fløjten inspireres i en meningsfyldt interaktion. I det hele
taget var de programsatte avantgardeværker karakteriseret af stor
meningsfylde. Ofte belemres et koncertpublikum med uforståelige og
ligegyldige modernistiske lydbilleder. Her vaktes interessen for værkerne
øjeblikkeligt qua Louise Hjorths umiddelbare tilgang og ønske om formidling.
I uropførelsen af Fuzzys ”A Short
Story for Recorders and Electronics” gik del-elementerne op i en højere
enhed i sin genre-mæssige alsidighed og sin nænsomme udnyttelse af
elektronik og fløjternes medspil; voldsomt, uhyggeligt, men med en lyrisk
og smuk udtoning. I værker af Giorgio Tedde og Moritz Eggert præsenterede
Louise Hjorth med sin fabelagtige ekvilibrisme minimalistisk flow i et
hæsblæsende perpetuum mobile med ”circular breathing”-teknikken, samt spil
på to fløjter på én gang. Men igen, ikke kun ren blær, men motiveret – og
magisk fascinerende. Denne magi kom især frem i en næsten hypnotiserende
fortolkning af en lille melodistump af Hildegard von Bingen, tilsat
effekt-pedal og reallyde – måske aftenens højdepunkt. Klogeligt var
programsat kortere værker fra blokfløjtens blomstringstid, bl.a. af Johann
Schmelzer, akkompagneret af en velspillende continuo-gruppe. Louise Hjorths
dynamiske sans og frække, forfriskende barokspil gjorde lytningen til ren
fryd.

Af Mikael Krarup

Bragt i Fyens Stiftstidende den 2. november 2013