On the E-track – Debutkoncert

Programnoter:
Ned McGowan (f. 1970): Workshop (2004)
Ned McGowan er en amerikansk komponist og fløjtenist med base i Amsterdam.
Workshop er en hob af industrielle lyde, hakkende og maniske kontraster samt rytmisk interaktion. Og disse skurrende percussive aspekter danner rammen om dette teatralske værk. Workshop er den umage kombination af blokfløjte og et indspillet track med grove industrilyde, og den udforsker i særdeleshed interaktionen mellem de to lydkilder. Udfordringen for komponisten har ligget i at blende den skrøbelige blokfløjte med de brutale industrilyde, hvilket han har gjort ved at udnytte nogle af blokfløjtens stærke sider: tempo samt det menneskelige udtryk. Stykket er en lang kraftanstrengelse – en tour de force, og en kæmpe udfordring for blokfløjtenistens hurtighed og rytmik. Derudover kommer der udfordringer som sammenspillet med cd-tracket, som konstant holder et beat, som man må følge, hvad enten det ligger på solostemmens betonede slag eller fx midt i at solostemmen spiller kvartoliserede mikroner i en 5 fjerdedeles takt, eller udfordringen i det massive brug af mikrotoner, dvs kvarttonetrin, som kræver et helt nyt grebsæt på blokfløjten for at kunne fungere optimalt og helt organisk. Denne performance er officielt en dansk premiere på stykket.

Workshop bliver spillet på en 440hz van Huene Rippert altblokfløjte (med Ronimus revoicing) i Kingwood, som med sin brilliante klang og hurtige ansats egner sig perfekt til Workshops prestissimo og fortissimo solostemme.

Kort biografi hentet fra Ned McGowans hjemmeside:
“McGowan’s music strives for an idiom in which various musics – American popular, European classical and avant-garde, Carnatic, a fascination with proportionally intricate rhythms, the use of microtones in the search for new subtleties of melody – and many others, rub against each other and generate new meanings.” This is how musicologist Bob Gilmore describes composer Ned McGowan. McGowan was born in the United States in 1970 and has been living in the Netherlands since 1994. His works have been performed throughout Europe, the Americas and Asia by the Radio Kamer Filharmonie, Sinfonia Rotterdam, American Composers Orchestra, musikFabrik, Ricciotti, Calefax, Zapp4, Pittsburgh New Music Ensemble, Great Noise and his own band Hexnut.  Ned McGowan teaches composition at the College for Arts, Media and Technology in Hilversum, Netherlands.

Musikforsker Bob Gilmore udtaler om stykket:
“Workshop (2004) features the unlikely juxtaposition of the recorder with the sounds of industry and civil engineering. The contrast between this most apparently frail of western instruments with the brute force of the recorded industrial sounds gives rise to music of great charm and humour. McGowan decided to exploit the contrast of sound sources to the hilt: the challenge, he says, “was to find a way to blend the very subtle color of the recorder with the delicious variety of dirty machine sounds. To accomplish that I made use of its strengths, namely those of human expression and speed”. The piece falls into five linked sections, each offering a different model of the relationship between recorder and machine, running the gamut from sharp contrast to integration, from fight-for-supremacy to coexistence and cooperation (cog and machine). A uniquely Dutch phenomenon is recreated in the fourth section: some Dutch trains in and out of Amsterdam, McGowan notes, “have some kind of mechanical flaw which causes them to create a series of erratic microtones in the compartment. Sometimes quite loud, they are annoying to some, beautiful to others”.

 

Morten Ræhs (1702-1766): Sonate II I D-dur
Morten Ræhs blev født ind i en stadsmusikantfamilie fra Horsens. Han overtog embedet efter sin far og blev en ret atypisk stadsmusikant, idet han både var en virtuos på sit hovedinstrument, traversfløjten og også komponerede for instrumentet. Stadsmusikant-institutionen var et udbredt europæisk begreb i perioden 1200-1800. Herhjemme blev landet delt op i distrikter, og stadsmusikanten betalte for privilegiet for et distrikt og havde så eneret på at levere musik med hjælp fra lærlinge og svende. Dvs. ønskede man musik, udover hvad der fandtes i kirken, så skulle man leje områdets stadsmusikant til det. Stadsmusikanter var håndværkere, og de skulle kunne spille mange forskellige instrumenter, undervise, arrangere eller komponere, samt reparere instrumenter og spinde deres egne strenge.

Morten Ræhs dygtiggjorde sig på sit hovedinstrument med studier i bl.a England og blev efterfølgende ansat som stadsmusikant i Århus. Omkring 1750 menes han at være taget til Tyskland, hvor han var ansat ved Hertugen af Schwerins hof og  sandsynligvis skrev sine fløjtesonater. Han søgte ofte mod København i håb om større anerkendelse samt en ansættelse enten  i det Kongelige Kapel eller som stadsmusikant i København, hvilket dog aldrig lykkedes.

Vi har kun 16 fløjtesonater overleveret fra Ræhs, men de er alle fine eksempler på Den Galante Stil – stilen mellem barokken og rokokoen. Den Galante Stil kendetegnes ved elegance, klarhed, symmetri og homofoni samt akkordafledt melodik udfoldet inden for enkel dur- og moltonalitet. Stilens litterære pendant er den følsomme Sturm und Drang-stil. Musikken viser også tydeligt at have udviklet en mere ekspressiv side siden højbarokken og pludselige følelsesudbrud kan forekomme på teatralsk vis.

Pga. to forskellige faksimile-tryk af de samme sonater med forskellige ornamenter og udskrevne kadencer (én fra den tyske Schwerin-samling og én fra den danske Gieddes-samling) viser sonaterne meget om opførelsespraksissen fra denne periode. Sonate II i D-dur stammer fra Gieddes- samlingen. Stilen er fra den italienske skole, som han nok har stiftet bekendtskab med i London. Sonaten er, som mange af hans sonater, i tre satser: langsom-hurtig-hurtig, i stedet for den mere almindelige for barokken: hurtig-langsom-hurtig. Det, samt ofte udskrevne kadencer og at flere af hans sonaters sidste sats er virtuose variationssatser, forudgriber, på samme måde som den samtidige C. P. E. Bach, den nye tid, som senere bliver til wienerklassikken.

Ræhs spilles på en 415hz Morgan/Ronimus Bressan-voiceflute i buksbom. Jeg har valgt buksbomfløjten frem for min ahorn, fordi klangen er slankere, og det er lettere at spille de høje toner. Ræhs´ sonater er originalt skrevet for travers-fløjten. Med Quantz som foregangsmand udvikler man i løbet af barokken disse fløjter, så de får en større ambitus, og boringen bliver slankere, hvilket medfører en mere brilliant lyd. Man kan se, at Ræhs har kendt til og brugt denne nyudviklede fløjte, da han i særdeleshed skriver for hele instrumentets omfang (d`- a“`), hvilket ville være uhørt på en højbarok travers.

 

Giorgio Tedde (f. 1958): Austro (1991)
Austro kaldes et transcendentalt værk – et metafysisk eller overnaturligt værk, som afsøger blokfløjtens polyfone muligheder. Titlen på værket er navnet på en sydlig vind og et synonym for de traditionelle sydlandske kulturer. Vinden tvinges mod nord i et møde med mere etablerede kulturer, og netop denne konflikt hører man tydeligt udviklingen af i løbet af stykket. Austro tager én med ind i de traditionelle sardinske lydes klangatmosfære, hvormed blokfløjten, performeren og publikum drages ind i en magisk verden, hvor myter er vigtigere end historie.

Den sardinske komponist Giorgio Tedde studerede fysik, komposition og elektronisk musik. I musikken udtrykkes hans videnskabelige baggrund gennem en særlig tanke for lydens og klangens akustiske og tonale features, samt i en søgen efter nye notationsformer og performance-muligheder. Austro er en minimalistisk og dog en konstant strøm af lyd, som ved brug af circular breathing og endeløse mikrotonale figurer, giver en cirkulær og ”zen-isk” fornemmelse af livshjulet, som kører rundt og fortsætter ud i evigheden.

Austro spilles på en 440Hz Morgan/Ronimus Bressan-alt i buksbom, som med sin fløjlsbløde klang hypnotiserer os ind i den verden, Tedde har skabt.

Kort biografi hentet fra Giorgio Teddes hjemmeside:
Born in Europe he studied Physics, Composition and Electronic Music. He expresses his scientific background in music through a special consideration of the acoustic and tonal features of the sound, and by the research of new chances in the performances by new musical notations. For this, up to now he has got many prizes and acknowledgments with compositions mainly based in timber inquiring. He is interested to psycho-acoustic and musical listening processes too, and he has exposed his ideas on this matter in several international conferences. Big interpreters and very important contemporary music ensembles have performed his music, sometimes dedicated to them, at the most important music festivals in Europe Asia and America. His music have been recorded and broadcast by national radios and some works has been edited and recorded on compact-disc. He teaches Composition and Acoustic in Italian and Swiss universities of Music.

 

Fantasi i Jacob van Eyck-stil over salmen Jeg ved et evigt Himmerig (ca. 1640)
Jacob van Eyck er en af blokfløjtelitteraturens helt store komponister, og han levede fra 1590-1657 i Holland. Han var organist, klokker og blokfløjtenist, og han komponerede bl.a. ”Der Fluyten Lust-hof”, en samling af folkemelodier, dansemusik, salmer og andre melodier, der var populære i tiden, som han lavede variationer over. Variationerne blev opført improviseret og så først senere skrevet ned. Der Fluyten Lust-hof regnes som det største samlede værk skrevet for et solo-blæseinstrument i den europæiske historie. Men det er også det eneste værk af betydning, som er nedskrevet og overleveret fra komponistens hånd.

Da van Eycks variationssatser vil blive for lange i den sammenhæng, som jeg ønsker at benytte den i i aften, har jeg selv skrevet en fantasi i van Eyck-stil over melodien: Jeg ved et Evigt Himmerig, med udgangspunkt i de få fantasier og andre én-satsede stykker, han har skrevet. Jeg ved et evigt Himmerig er en tysk folkemelodi fra omkring 1640 og kunne meget vel have været kommet van Eyck for øre i midten af 1600-tallet. Og denne oktoberaften passer den perfekt, da man også bruger den melodi til sangen: Nu falmer skoven trindt om land. Fantasien bruges som et lille præludium inden Eggerts hæsblæsende Ausser Atem for netop at visse de kontrasterende affekter og den sammenlignelige hurtige melodik og bruges også til at bløde sindsstemningen op mellem to moderne værker.

Måske er der ikke så mange længere, der er bekendte med den gamle tyske melodi til Nu falmer skoven, for i dag kender vi bedst Nebelongs melodi fra 1889. Men på trods af Nebelong-melodiens popularitet, er den først blevet en officiel melodi i den danske salmebog for nyligt. Faktisk skal man helt frem til Tillæg til Den Danske Salmebog fra 1994 før Nebelongs melodi overhovedet er medtaget i salmebogen – men kun som et alternativt melodiforslag. Først i den helt nye salmebog fra 2002 er Nebelongs melodi endelig blevet ‘accepteret’ som hovedmelodien til Grundtvigs salme. Jeg synes netop at den tyske folkemelodi i stemning passer perfekt til den falmende skov en oktoberaften. Grundtvig, som har skrevet teksten til Nu falmer skoven, siger selv: Salmen beskriver efterårets forfald og årets symbolske død: ”De gyldne marker er blevet golde og sorte, og sommerens fugle er søgt sydpå til mildere himmelstrøg. Men alligevel kan vi gå vinteren i møde med taknemmelighed. For rundt omkring på gårdene er høstens gaver gemt væk til vinteren: De gyldne korn ligger i lade og på lo – og de vil føre os sikkert igennem de kolde dage”. Det er netop den sindsstemning den tyske visemelodi rammer.

Fantasien spilles på en 440hz Ronimus sopran i buksbom.

 

Moritz Eggert (1965): Ausser Atem (1994)
Med Ausser Atem afprøver Eggert alle grænser for, hvad der er muligt at gøre på en blokfløjte, især hvad angår dynamiske effekter samt hvad der overhovedet kan lade sig gøre at spille, når man skal spille på to fløjter på én gang, samtidig med at man skal synge. Det er da også med et lille glimt i øjet, at der på stykkets titelside står: Ausser Atem – for 3 blokfløjter og sang (1 spiller). Komponisten skriver dynamiske effekter ind, som er fuldstændig umulige at spille på en blokfløjte, hvis man skal holde sig til pitch. Derfor må løsningen være, i visse afsnit at forsvaret af den teatralske affekt stykket befinder sig i, at spille direkte falskt for at kunne opnå dynamiske effekter som fff eller pp. Stykket er en blandet bombe af hurtige løb og fortissimolyd. Det er et showpiece, som helst skal ses/høres live, for bare det at se performeren jonglere mellem tre instrumenter, bladvendinger, labiumslag og sangteknik er det hele værd i sig selv.  Eggert siger selv, at søgen efter intensitet bliver til stadighed vigtigere i hans solostykker, som en slags modstykke til den moderne verdens elektroniske lyde.

Ausser Atem spilles på tre fløjter: en 440hz Ronimus sopran i buksbom, en 440hz van Huene Rippert altblokfløjte (med Ronimus revoicing) i Kingwood og en 440hz Ronimus Ganassi-alt i G i red ironwood.

Biografi hentet fra Moritz Eggerts hjemmeside: 
Moritz Eggert (*1965, Heidelberg), Composer, pianist, conductor, performer, writer, is considered one of the most versatile and daring artists of contemporary classical music.

Growing up in Frankfurt am Main he first started out as a keyboarder in various rock and jazz formations while still at school, then moving on to academic studies as a pianist and then composer, which took him later to London and Munich, where he resides today with his wife, the author Andrea Heuser, and his 2 children.

From the beginning he has covered all genres in his work – his oeuvre of currently more than 220 works includes not only 11 full-scale operas but also several ballets and works for dance and music theatre, orchestral music, concertos, chamber and ensemble music, vocal and choir music (with a strong focus on Lied), sacred music, experimental and electronic music, oratorios, music for children, music for film, radio plays and large-scale open air performances. He is an experienced pianist of international fame with a wide-ranging repertoire of both classical and contemporary music and has performed countless premieres of his own and other composers’ music. In recent years he has also increasingly worked as a conductor, actor and singer, appearing in operas and theatre plays.

Together with Sandeep Bhagwati he founded the “ADevantgarde-Festival” for young composers in Munich while still a student (still going on today) and has curated several concert series. He has also always been active in cultural politics – as a once board member of the German Composers association and an outspoken opponent of the downsizing of contemporary and classical music in Germany. Next to his many articles for various print publications he also writes for his “Bad Blog of Musick”, which is the most read contemporary music blog in Germany, with challenging, satirical and provocative articles that tackle a wide range of issues of contemporary culture and politics. He is considered a spokesman of change in New Music and has often criticized its ivory tower attitude and lack of ability to communicate relevant themes of today. This makes him a fervent supporter of the younger generation of composers and has also resulted in him taking on a professorship for composition at the University of Music in Munich (since 2010).

Moritz Eggert music is performed around the world, most notably his piano solo cycle “Haemmerklavier” which belongs to the most well-known works for piano of our time.
His music has often been at the center of media attention. He wrote a “soccer oratorio” and the music for the opening ceremony for the FIFA World Cup 2006, which was seen by most people on this planet. The German yellow press berated his opera “The Snail” as a “vile porn opera”. Another of his operas, “Freax” (libretto: Hannah Dübgen), created a scandal around its nearly cancelled premiere and the inclusion of handicapped performers. An eccentric and dense collage of all 22 Mozart operas for the Salzburger Festspiele was greeted with hateful reactions as well as the “Foot Ballet” for the Viennese Opera Ball (the first contemporary piece ever to be performed there). His work also continues to challenge the normal image of a “well-behaved classical composer”, with genre-crossing projects like with noted electronic Pop Duo “2raumwohnung” or with German comedian and talk-show host Harald Schmidt.

Current and recent projects are the music theatre “Tragedy Of a Friendship” with the Belgian “enfant terrible” Jan Fabre (Opera Antwerp/international tour), a 3-hour open air event for the opening of the Bavarian State Opera Festival together with Catalan artists group “Fura dels Baus” and 220 performers, and an orchestral ballet based on works by Edgar Allan Poe for the Theater Giessen.

 

Fuzzy (f. 1939): A short story (2013) – UROPFØRELSE.

“Titlen ”A Short Story for Recorders and Electronics” skyldes, at jeg, efterhånden som arbejdet med stykket udviklede sig, oplevede dets form som en lille fortælling om en blokfløjte, der bliver indfanget af et elektronisk univers, som den accepterer og leger sammen med.”

Fuzzy
I løbet af min studietid har jeg arbejdet med mange komponister og fået skrevet og uropført adskillige nye værker. Fra helt unge komponiststuderende i London, som skaber nytænkte minimalistiske elektroniske installationer til garvede danske komponister med tanke for det gode håndværk. Jeg ønskede at få skrevet et nyt værk til min danske debuteksamen, og i overvejelserne om, hvem der evt. kunne skrive det og hvordan osv., spillede flere faktorer ind: Jeg ønskede et værk med stor udfordring, et værk med elektronik, og jeg ønskede et værk, som ikke nødvendigvis kun kunne puttes ind i båsen for klassisk musik. Det var derfor oplagt at spørge Fuzzy, da han netop har bevæget sig indenfor alle genrer: impro, jazz, klassisk komposition, elektronisk musik osv., og jeg blev meget glad, da han sagde ja til at skrive et stykke. A Short Story indeholder det hele: elektronik, beat-baseret materiale, improvisation, alt sammen med den gode klassiske kompositionsform og teknik for øje. Jeg glæder mig meget til at kunne uropføre dette fine værk.

A Short Story spilles på 4 fløjter: en 440hz Ronimus sopran i buksbom, en 440hz Ronimus Ganassi-alt i G i red ironwood, en 440hz YAMAHA bas og en 440 hz Moeck sopranino (med Ronimus revoicing)

Biografi hentet fra Fuzzys hjemmeside
Fuzzy er udgået fra Det jyske Musikkonservatorium som elev af Per Nørgård. Senere studier hos Stockhausen, Ligeti og Jan Bark. Indtil 1978 docent i musikhistorie og musikteori ved Det Jyske Musikkonservatorium.

Aktiv som pianist og klarinetspiller og medlem af den legendariske, nu opløste svensk-danske multimediegruppe, “Nya Kulturkvartetten” med hvilken han har turneret i Skandinavien, Øst- og Vesteuropa samt USA og Canada. Af andre længerevarende samarbejder skal også nævnes samarbejdet med Povl Dissing og violinisten John Von Daler

Fuzzy har i årenes løb været med i mange forskellige tv-sammenhænge og havde i en periode sit eget program for børn “Fuzzys Værksted”, der handlede om musikforståelse og musik fra fremmede kulturer. Han har også, til tekst af Rune T. Kidde, komponeret operaen “Heksemutter Mortensen og den fede Kalkun”, som blev bestilt til Den Kgl. Opera af den dengang nyslåede operachef Kasper Holten, som også iscenesatte.

Som komponist har han i øvrigt – udover orkester-, kor- og kammermusikværker – hovedsageligt beskæftiget sig med elektroakustisk musik, ofte i forbindelse med ballet, teater, film og blandingsformer heraf. I denne sammenhæng har Fuzzy skrevet værker til blandt andre SafriDuo, James Galway, Thomas Sandberg, Jeanette Balland og emsembler som Rosenborg Barok, The New Jungle Orchestra, Copenhagen Art Ensemble, Contemporania og Trio Zoom. Nævnes skal også det 12-kanals elektroakustiske værk KATALOG, en ny klingende udsmykning til Den Sorte Diamant, bestilt af Det Kongelige Bibliotek hos komponisten. Værkets 52 dele – en for hver af årets uger – henter inspiration fra et af bibliotekets klenodier – et manuskript, et fotografi, en bog, et håndskrift eller en node, og afspilles via en permanent installation i form af et computerstyret 12-kanals ”højttalerorkester”.

Som filmkomponist har Fuzzy eksempelvis arbejdet sammen med bl.a. instruktører som Palle Kjærulff-Schmidt, Kaspar Rostrup, Jørgen Leth, Rainer Werner Fassbinder, Jannik Hastrup, Jørgen Vestergaard og Bille August.

En stor del af Fuzzys produktion er teatermusik. Han har her arbejdet sammen med Kaspar Rostrup, Eydon Johannesen, Asger Bonfils, Peter Kupke, Line Krogh, Claus Hoffmeyer, Mogens Pedersen, Åse Schmidt, Hans Rosenquist, Johan Bergenstråhle med flere.

Fuzzy har modtaget flere priser for sin musik. Her skal nævnes Lumbye Prisen (1982), Lange Müllers Mindelegat, Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, Wilhelm Hansen Fondens Hæderspris, og WH’s Komponistpris. 1988 blev han æreskunstner på Frederiksberg, i 2001 blev han af Statens Kunstfond præmieret for sit lyddesign til P1 på DR, og i 2009 har han modtaget Frederiksbergfondens Hæderspris. 2010 blev han udnævnt til Ridder af Dannebrog.

Fra1992 var Fuzzy medlem af Lumbye-legatets bestyrelse. 2005-2008 medlem af Statens Kunstfonds Tonekunstudvalg og fra 2011 formand for Aftageudvalget ved Det Jyske Musikkonservatorium. Siden Bisballefondens oprettelse i 2001 har han været og er stadig medlem af fondens priskomite.

 

Hildegard von Bingen (1098-1179): Ave, Generosa
Hildegard af Bingen var nonne, profet, mystiker, teolog, lægekyndig, politiker, digter, komponist og en af de største kvindeskikkelser i middelalderen. Hildegard var et svageligt barn, der allerede som tre-årig fik sit første syn, og som ti-årig blev hun sendt i kloster. Her dygtiggjorde hun sig bl.a. i urtemedicin og studier i musik, og i årene 1141-1174 skrev hun 5 bøger, hvoraf tre omhandlede hendes visioner og to medicin. I år 1147 blev hendes visioner officielt anerkendt af Paven, som sendt fra Gud, hvilket gav hende helgen-status, allerede mens hun levede. Det var dog først i 2012, at hun officielt blev kanoniseret. ”Den Hellige Hildegard” blev rejsemål for utallige pilgrimme og blev lovprist for sit forbilledlige liv, for sine særlige nådegaver, som lod hende foretage overnaturlige helbredelser og udrette andre mirakler, for sine dybe, altomfattende indsigter i Kirkens mysterier og Den hellige Skrift, som hun modtog i sine visioner og nedfældede i sine store værker. Hun korresponderede med og havde stor indflydelse på mange mænd i magtfulde stillinger, bl.a. både Paven i Rom og den tysk-romerske kejser. Hendes profetiske kald var at reformere Kirken, som hun anså i en tilstand af moralsk forfald, og det gjorde, at hun ofte måtte udfordre kirkens største overhoveder og autoriteter. Hendes musik var visionær og nyskabende dramatisk i sit udtryk med store udsving i melodierne. I 1151 komponerer hun værket Ordo virtutem, et religiøst syngeskuespil – en slags opera flere hundrede år forud for sin tid. Derudover har hun lavet en samling af liturgiske sange: Symphonia armoniae celestium revelationum, hvori vi også finder Ave Generosa. Hildegard skrev selv både tekst og musik til disse sange, og hun udviser en helt særlig opmærksomhed på forholdet mellem musik og tekst, hvilket er sjældent set i det 12. århundrede. Hendes musik er monofon, den består kun af en enkelt melodilinie, og er åben for rytmisk interpretation pga. middelalderens neume-notation uden taktstreger. Ave Generosa er et vidne om Hildegards hengivenhed til Jomfru Maria.

Ave Generosa spilles på en 415hz Ronimus Ganassi-alt i G i red ironwood. Stykket fortolkes med live electronics fra en effekt-pedal, hvor jeg gør brug af effekter som loops, delay og octaver, men hvor der ikke ændres ved den originale blokfløjtelyd. Fortolkningen er desuden inspireret af den middelalderlige filosofi om de fire grundelementer: jord, ild, vand og luft. I umindelige tider har åndelige og religiøse sider af livet været udtrykt i symboler. De fire elementer er kræfter og kvaliteter i mennesket. Jordelementet henviser til det fysiske legeme og menneskets handlingsliv, vandelementet er menneskets følelsesliv, luftelementet er tankelivet, og ildelementet er sjælelivet. De fire elementer er oftest sat i forbindelse med lægevidenskab (hvilket i denne sammenhæng også giver god mening, da Hildegard var utrolig lægekyndig) samt alkymi, men der findes også talrige eksempler i Bibelen, som symboliserer de fire elementer. Elementlæren var den dominerende lære indenfor videnskaben i Middelalderen, men videnskabsmændene var altid henvist til at arbejde ud fra tidens religiøse forståelsesrammer. Helt op til 1700-tallet var det forbudt at modsige læren om de fire elementer. Det interessante er nemlig, at dengang arbejdede religion og videnskab sammen, og derfor synes jeg også, det er interessant at kunne sammenflette denne pseudo-videnskabelige anskuelse af det store kosmos med en lovsang af Jomfru Maria, og på den måde underbygge en stemning fra en svunden tid.

Oversat til engelsk af Marianne Richert Pfau