“Kvindestemmer” med Folkevirke på JazzHouse
Spændende eftermiddag med fokus på kvindelige musikere, forfattere og kunstnere. Mød bl.a. Ursula Andkjær Olsen, Louise Hjort Hansen, Kristina Nya Glaffey, Shohreh Shahrzad og Hanne Methling.
Folkevirke arrangerer lørdag den 1. marts kl. 12.00 – 17.00 Kvindestemmer ’14 i JazzHouse i hjertet af København. Dagen byder på et spændende kig ind i kunstens univers. Forfattere og musikere vil fortælle om deres arbejde og læse op af deres bøger samt spille noget af deres egen musik.
PROGRAM
12.00 Dørene åbnes
12.30 Velkomst ved kunsthistoriker og redaktør Lisbeth Tolstrup.
12.45 Louise Hjort Hansen, blokfløjtenist. Louise Hjorth Hansen tager os med ind i en klangverden med svævende, hypnotiserende og improviserede lydcollager – fra elektroniske fortolkninger af historisk musik til nye kompositioner. Med alskens forskellige blokfløjter og sin Boss Me guitareffekt-pedal stiller hun op med en ”solo-duet”, som udfordrer fløjten nærmest til det umulige.
13.20 Kristina Nya Glaffey, forfatter. Dimitterede i 2005 fra Forfatterskolen og debuterede i 2007 med prosasamlingen ”Lykkejægere”. I 2012 udkom romanen ”Padder og krybdyr”. I 2014 udkommer den satiriske miniroman ”Mor og Busser”. Har bidraget til forskellige tidsskrifter og aviser med tekster, klummer og artikler om køn og seksualitet.
13.55 Shohreh Shahrzad, multikunstner. Den iranskfødte multikunstner Shohreh Shahrzad spiller på den iranske rammetromme daf, som er blevet brugt i både folkelig og religiøs musik i årtusinder i Iran. Desuden inddrager hun dans, egne videoer og elektronik i sin performance specielt skabt til Kvindestemmer ’14.
14.30 Pause
15.00 Anne-Cathrine Riebnitzsky, forfatter. Uddannet fra Forfatterskolen. Blev derefter sprogofficer og udsendt til Afghanistan. Arbejdede med undertrykte kvinder i Helmand-provinsen og modtog i 2010 Anders Lassen legatet for ”eksemplarisk arbejde til stor gavn for den demokratiske udvikling”. “Forbandede yngel” fra 2013 er Riebnitzskys seneste værk, som hun netop har modtaget De Gyldne Laurbær for.
15.35 Hanne Methling, sanger og sangskriver. Hanne Methling hører hjemme i folk/world genren. Hendes danske tekster er som digte, billedskabende og naturrige. Hun akkompagnerer sig selv på guitar, gerne i skæve taktarter og bruger sin stemme som et instrument, med ordløse vokale sekvenser i sangene. At lytte til Hanne Methling er en intens og særegen oplevelse, man ikke glemmer.
16.10 Ursula Andkjær Olsen, forfatter. Har skrevet syv bøger siden hendes første, ”Lulus sange og taler”, der udkom i 2000. I 2012 udgav hun ”Det 3. årtusindes hjerte”. Ursula Andkjær Olsen arbejder i stigende grad – ved siden af poesien – med at skrive tekster til sceniske værker, bl.a. musikværker, kammeropera og teater.
Se flere oplysninger om de optrædende på www.folkevirke.dk
Café: Der kan købes sandwich, øl, vin, vand, the og kaffe.
Pris: 100 kroner
Billetter købes ved indgangen.
Arrangører: Folkevirke, Dansk Blindesamfunds Kvinder, Kvinder i Musik og Kvindelige Kunstneres Samfund.
Yderligere info:
folkevirke@folkevirke.dk
Folkevirke og følgende landsdækkende organisationer bag arrangementet: Dansk Blindesamfunds Kvinder, Dansk Kvindesamfund, Kvinder i Musik og nok udvidet med KKS – Kvindelige Kunstneres Sammenslutning.
”Kvindestemmer” sætter fokus på kvindelige kunstnere.
Folkevirke er en organisation, som har eksisteret siden 1944, og som blev grundlagt af Bodil Koch.
Gennem alle årene har Folkevirke lagt vægt på at være en åben dør, hvor man kan samtale om alle emner på tværs af alle skel – aldersmæssige, religiøse og politiske.
Folkevirke har – populært sagt – tre ben at stå på. Det er folkeoplysende debatter inden for de sociale, kulturelle og politiske områder.