EARLY MONDAY med Duo1702


Begivenhedsdetaljer


Early Monday inviterer i samarbejde med MusikForum til koncert med Duo1702. Kom og hør forfinet og forførende fransk barokmusik af Couperin og Hotteterre, toptunede toner af J. S. Bach og galant italiensk musik af Anna Bonn di Venezia.
 
Duo1702 består af blokfløjtenist Louise Hjorth og organist Katrine I. Kristiansen, som har spillet sammen siden 2005 da de begge studerede på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg. De er begge debuteret fra solistklassen; Louise i 2012 fra Royal College of Music, London, samt i 2013 fra konservatoriet i Odense, og Katrine i 2013 fra konservatoriet i Esbjerg, med sideløbende studier i London. Duo1702 spiller talrige koncerter i Danmark, men har også turneret i England og Italien. I 2014 vandt duoen 1. pladsen i den italienske kammermusikkonkurrence: Premio Selifa Concorso Internazionale di Musica Antica.
Duoen har høstet stor ros for deres kammermusikalske symbiositet, smittende glæde ved musikken og evnen til at formidle den. I 2020 udgav Duo1702 både barokalbummet Duo1702+ – Coffee Edition og albummet IN THE NAME OF FUZZY, som er kulminationen på års samarbejde med komponisten Fuzzy.
Grundet barsel erstattes Katrine i 2021/2022 af cembalisten Yngvild Ruud. (www.yngvildruud.com).
 
MusikForum er et samarbejde imellem fire af Danmarks mest innovative musikere: fløjtenisten Karolina Leedo, violinisten Christine Pryn, blokfløjtenisten Louise Hjorth og accordeonisten Adam Ørvad. Sammen har de skabt et forum, hvor de med deres ensembler og samarbejdspartnere hver især kan eksperimentere med koncertformen og udvikle nye koncepter.
 En koncert i MusikForum kan både inkludere ny og gammel, kendt og ukendt musik og vil oftest have et tema eller en kant, der skiller sig ud.
Billetter a 100 DKK / stud. 50 DKK købes i døren fra kl 19.30.
EARLY MONDAY støttes af Statens Kunstfond, Københavns Kommune, Knud Højgaards Fond, William Demant Fonden, Augustinus Fonden m.fl.
Denne koncert er støttet af SLKS pulje for Sommeraktiviteter.