INTROITUS/Stabat Mater

INTROITUSStabat Mater

Påsken er en højtid, som gennem århundreder har inspireret komponister til at skrive den smukkeste passionsmusik. Et af de mest elskede og hyppigst opførte værker er Pergolesis Stabat Mater.

Den prisvindende danske duo Duo1702 kuraterer en opførelse af værket i påsken 2018. Da stykket er så kendt og så hyppigt opført, ønsker de at kaste et nyt lys over det. De lader det gennemgå en forvandling i hænderne på én af vor tids mest fremadstormende komponister, Steingrimur Rohloff, som både nytænker Pergolesis instrumentation og nodemateriale. Dette nye stykke bliver på koncerten en introitus til opførelsen af Pergolesis originale værk i sin fulde længde.
 
Steingrimur Rohloff får i øjeblikket opført værker verden over – for nylig uropførte tyske Ensemble Modern et værk bestilt af den tyske radiostation Deutschlandfunk, og 2017 byder også på en turné til USA, hvor han giver foredrag på de fremmeste amerikanske konservatorier og får opført værker. Steingrimur Rohloff er også manden bag den Reumert-nominerede opera Babel, og i 2018 uropføres hans helaftens-opera Dark Matters på Operaen bestilt af Det Kongelige Teater.
 
Steingrimur Rohloff skriver selv om projektet med Pergolesis Stabat Mater:

”I mit værk INTROITUS for sopran, mezzosopran, blokfløjte(r), slagtøj og barokstrygekvartet, vil jeg opfylde en drøm, som jeg har haft i langt tid. Nemlig at komponere en “hybrid” mellem et barokværk, som eksisterer allerede, og min egen klangverden. I dialog med blokfløjtenisten Louise Hjorth kom vi frem til Pergolesis “Stabat Mater” som udgangspunkt. Mit værk kommer dermed til at være en ca. 15 minutters introduktion, som vokser ud af ingenting og munder ud i en reel opførelse af Pergolesis originalkomposition. INTROITUS vil danne en smuk indledning ved at betjene sig af enkelte af Pergolesis satsers materiale. Med INTROITUS vil vi dermed skabe en musikalsk bro, som spænder over næsten 300 år.” 
 
Medvirkende: Else Torp – sopran, Kristin Mulders – alt, Constanzekvartetten (Tinne Albrectsen – barokviolin, Inger Høj – barokviolin, Mikkel Schreiber – barokviola, Kate Hearne – barokcello), Ying-Hsueh Chen – slagtøj, Duo1702 (Katrine I. Kristiansen – orgel, Louise Hjorth – blokfløjte).
                            
                             Onsdag den 28. marts kl. 19 i Brøndby Strand Kirke
                             Skærtorsdag den 29. marts kl. 20 i KoncertKirken
                             Langfredag den 30. marts kl. 20 i Lindevang Kirke

 
INTROITUS/Stabat Mater-projektet er støttet af Statens Kunstfond, Dansk Komponistforenings Produktionspulje og KODA´s kulturelle midler, Knud Højgårds Fond og Københavns Musikudvalg.