Brøndby Barok
Brøndby Strand Kirke er en stor kirke beliggende på Københavns vestegn. Kirken er bl.a. kendt for sine store og velbesøgte koncerter. De sidste 7 år har kirkens organist, Katrine I. H. Kristiansen sammen med Louise Hjorth, med hvem hun danner Duo1702, arrangeret utallige barokkoncerter og kantategudstjenester i kirken. Trods den store diversitet i sognet har de barokke tilbud været meget besøgte og eftertragtede og tiden er nu moden til at forankre festivallen Brøndby Barok.
Duo1702 har spillet sammen i 15 år og har udgivet flere anmelderroste cd`er og vundet internationale konkurrencer. I deres samarbejde har de fokus på diversitet både i såvel valget af musik som i musikere. For tiden er de aktuelle med koncertrækken Minorities in minor med fokus på barokke komponister med minoritetsbaggrund.
Festivallen planlægges at finde sted hvert år ved kyndelmisse. Der planlægges 3 koncerter og en musikgudstjeneste:
Fredag kl. 19: Barokkens Bedste – barokkoncert fyldt med klassikere, du helt sikkert kender. Medvirkende: Brøndby Barokensemble: Else Torp, sopran, Louise Hjorth, blokfløjte I, Justin Bland, trompet og blokfløjte II, Tinne Albrectsen, violin I, Karin Samuelsson, violin II, Georgina Mckaylodge, bratsch, Caroline Tarras-Wahlberg, cello og Katrine I. H. Kristiansen, orgel og cembalo
Lørdag kl. 10.30: Barok og Brunch – en koncert af 45 minutters varighed med hvorefter kirken er vært for en lækker brunch. Medvirkende: Louise Hjorth, blokfløjte, Tinne Albrectsen, violin og Katrine I. H. Kristiansen, orgel
Lørdag kl. 14: Barok og Børn – en familiekoncert med barokmusik, hvor skuespilleren Nathan Meister, bosat i Brøndby Strand, vil lede os igennem nogle af barokkens mesterværker sammen med Louise Hjorth, blokfløjte, Tinne Albrectsen, violin og Katrine I. H. Kristiansen, orgel
Søndag kl. 11: Festgudstjeneste – gudstjeneste med fokus på barokken. Det vil afspejle sig i salmerne og musikere fra festivalen vil sammen med præst og organist lede os igennem en gudstjeneste fyldt med barokmusik. Medvirkende: Brøndby Strand Kirkes Kantori, Angelica Larsson Asp, sopran, Louise Hjorth, blokfløjte, Justin Bland, trompet og Katrine I. H. Kristiansen, orgel